Organisation

Organisation

Fonden Wind People er en international fond som blev etableret i Danmark i starten af 2009. I dag er fonden i gang med at etablerer sig henholdsvis i Afrika, Sydamerika, Asien samt Arabien.

Fondens formål:

Ved hovedsagligt at opsætte og drive vedvarende energisystemer nationalt og internationalt har fonden til formål, at få skabt grundlag for at etablere almennyttige non-profit selskaber og gennemføre almennyttige projekter, der bidrager til et eller flere af følgende emner:

  • Forbedre den globale miljøsituation.
  • Omlægge energiforsyning baseret på fossile brændselsressourcer til vedvarende energiforsyning, samt fremme udviklingen indenfor vedvarende energisystemer og energibesparende foranstaltninger.
  • Mindske de enkelte nationers sårbarhed gennem energiplanlægning og bidrage til opbygningen af bæredygtige samfund.
  • Forbedre levevilkårene for nogen af verdens svageste samfundsgrupper.

I hvert land, hvor fonden er etableret, går overskuddet, fra de projekter der etableres, udelukkende til humanitære formål i det pågældende land. Det samlede overskud, der genereres i eksempelvis Wind People Brazil vil kun komme Brasiliens befolkning til gode. Hermed håber fonden i det pågældende land at blive anerkendt og accepteret, som en nærværende national fond, der vitterlig arbejder for lokalbefolkningen.

Wind People har en gruppe fast tilknyttede medarbejdere, som fungere som projektledere og medarbejdere i de forskellige lande. Ud over fondens hovedkontor i Danmark, prioriterer Wind People at have to medarbejdere i hvert projekt-land, indtil der bygges konkrete vindmølleprojekter. Derefter vil den faste medarbejderstab øges i det pågældende land. Medarbejderstaben i fonden udgør kun et begrænset udsnit af den faglige ekspertise fonden bygger på. Wind People's arbejde baseres i meget høj grad på et netværk af samarbejdspartnere, som har arbejdet med vedvarende energi i mere end 30 år. En stor del af Wind People's arbejde er at åbne politiske døre på højeste niveau samt at få formidlet fondens budskaber ud til verdens lokalbefolkninger. En vigtig del af Wind People's samarbejdspartnere er derfor et ambassadørkorps, der henholdsvis kan åbne dørene til ind til verdens statsoverhoveder eller som er i stand til at nå ud til det enkelte individ i vores verdenssamfund, for at få dem til at engagere sig i vores fælles indsats.